6000 år

Siden landbrugsdrift og husdyrhold blev indført i Danmark for omkring 6000 år siden, er landskabet blevet stærkt påvirket heraf. Mange af de lysåbne naturtyper er udviklet og vedligeholdt gennem græsning. Græsning er en egnet plejemetode på overdrev, ferske og salte enge, heder og mindre lysåbne løvskove.

Effekten af græsning afhænger af græsningstryk, og -sæson, græsningsdyrenes art og sammensætning og af det aktuelle naturområde. Valg af græsningsdyr og driftsform bør derfor planlægges ud fra formålet med plejen og områdets aktuelle tilstand.

Græssende kreaturer søger for det hele

I stedet for miljøbelastende, støjende havetraktorer eller græsslåmaskiner kan man vælge at omlægge græsarealerne til hyggelige kvægfolde, der med bliver til naturskønne, harmoniske enge, hvor biodiversiteten med en mangfoldighed af blomster og insekter har gode vækstmuligheder.

De grønne arealer med køer og kalve vil være til glæde for de omkringliggender virksomheder, villakvarterer og institutioner m.v. hvor de vil skabe rolige afstressende åndehuller.

Kvæg afgræsser nænsomt

Da kvæg ikke har fortænder i overmunden, bruger de tungen til at rive græsset af, og derfor kan de ikke være så selektive i deres plantevalg. Bevoksningen skal have en vis højde, for at de kan få fat med tungen. De efterlader rødder og et godt stykke af stænglerne, der netop bibeholder vækstmulighederne for biodiversiteten.

Det æder kvæg

Kvæg foretrækker græsser og halvgræsser fremfor urter. Græs udgør næsten tre fjerdedele af føden. Urter og vedplanter udgør nogenlunde ligeligt fordelt resten. Smagsneutrale urter foretrækkes. Dyrene afgræsser kun vedplanter i begrænset mængde, og nogle løvtræer som fx  pilearter, almindelig røn, dunbirk, asp og æble, og i nogle tilfælde eg og slåen. Kvæg er gode til at holde tagrør og siv nede, fordi de æder de friske skud og nedtramper jordstænglerne.