Skip to Content

Afgræsning

6000 år

Siden landbrugsdrift og husdyrhold blev indført i Danmark for omkring 6000 år siden, er landskabet blevet stærkt påvirket heraf. Mange af de lysåbne naturtyper er udviklet og vedligeholdt gennem græsning. Græsning er en egnet plejemetode på overdrev, ferske og salte enge, heder og mindre lysåbne løvskove.

Effekten af græsning afhænger af græsningstryk, og -sæson, græsningsdyrenes art og sammensætning og af det aktuelle naturområde. Valg af græsningsdyr og driftsform bør derfor planlægges ud fra formålet med plejen og områdets aktuelle tilstand.

Afgræsning med kvæg, fremfor maskine

Da kvæg ikke har fortænder i overmunden, bruger de tungen til at rive græsset af, og derfor kan de ikke være så selektive i deres plantevalg.

Bevoksningen skal have en vis højde, for at de kan få fat med tungen. De efterlader rødder og et godt stykke af stænglerne, der netop danner vækstgrundlaget for flora og fauna.

Det æder kvæg

Kvæg foretrækker græsser og halvgræsser fremfor urter. Græs udgør næsten tre fjerdedele af føden. Urter og vedplanter udgør nogenlunde ligeligt fordelt resten. Smagsneutrale urter foretrækkes.

Dyrene afgræsser kun vedplanter i begrænset mængde, og nogle løvtræer som fx pilearter, almindelig røn, dunbirk, asp og æble, og i nogle tilfælde eg og slåen.

Kvæg er perfekte til at holde tagrør og siv nede, fordi de æder de friske skud og nedtramper jordstænglerne.